VIGTIG VIDEN

Ved indflytning

Vi skal bede din om følgende inden vi kan sende dig den endelige lejekontrakt:

  • underskrive lejekontrakten digitalt via Penneo (med mindre du ikke har dansk NEM ID)
  • afgive legitimation digitalt via Penneo (med mindre du er navne- eller adressebeskyttet i CPR-registret)
  • oplyse om dine kontaktoplysninger (e-mail, telefonnummer)

Hvidvaskloven kræver, at vi har fået legitimation fra dig, inden du flytter ind. Hvis vi ikke kender din identitet på forhånd, vil vi derfor bede dig om at afgive legitimation digitalt sammen med din lejekontrakt eller møde personligt op på vores hovedkontor og vise legitimation.

Lejekontrakten
Det er vigtigt, at du læser din lejekontrakt grundigt igennem, inden den underskrives. Den består af en række bestemmelser fra Lejeloven, der kan være komplicerede. Bagerst i lejekontrakten finder du en vejledning.
Du kan altid kontakte os, hvis du er i tvivl om noget eller har spørgsmål.
Det er fire punkter i kontrakten, som er særligt vigtige, at du sætter dig ind i:

  • Hvilken stand skal boligen være i, når du flytter ind? Og hvilken stand skal du aflevere boligen i, når du flytter?
  • Hvad har du pligt til at vedligeholde?
  • Hvordan kan din husleje blive reguleret?
  • Er der steder, hvor din lejekontrakt fraviger fra Lejeloven? De er angivet bagerst i § 11 i kontrakten og skal være særligt fremhævet, medmindre der er tale om almene boliger eller ungdomsboliger, hvor fravigelserne fremgår af § 5 i lejekontrakten.

Hvis du fortryder
Du forpligter dig til at betale husleje, når du har underskrevet og returneret lejekontrakten til os.
I kontrakten kan du se dit opsigelsesvarsel. Det gælder også, hvis du fortryder, inden du er flyttet ind. Vi vil selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at genudleje boligen hurtigst muligt.

Boligens stand
I din lejekontrakt kan du læse, hvilken stand din bolig skal være i, når du overtager den.
Overtager du lejemålet ‘nyistandsat’, er vægge, træværk og lofter nymalede. Gulvene er nylakerede, og lejligheden er rengjort. Den er ikke ‘moderniseret’, dvs. den har ikke nødvendigvis helt nyt køkken eller bad.
Overtager du lejemålet, ‘som beset’ eller med ‘løbende vedligeholdelse’, betyder det, at den ikke er ‘nyistandsat’. Vægge, træværk og lofter er således ikke nødvendigvis nymalede.

Depositum
Når du indgår en lejeaftale, skal du betale et depositum. I normale tilfælde vil depositum svare til tre måneders leje. Ændrer din leje sig, vil depositum ændre sig tilsvarende. Dit depositum reguleres i takt med prisudviklingen i skatter og afgifter.
Et depositum er vores sikkerhed for, at du afleverer lejemålet i den aftalte stand, når du flytter. Ellers kan vi bruge af depositummet til at bringe lejligheden i den stand, vi har aftalt jf. bestemmelserne i din lejekontrakt. Afleverer du lejemålet, som aftalt, får du depositummet tilbage.

Forudbetalt leje
Når du underskriver lejeaftalen, skal du ofte betale den første måneds leje samt 1-3 måneders ekstra leje – forudbetalt leje.
Når du flytter igen, kan du vælge at betale de sidste måneders leje med den forudbetalte leje. Du skal dog være opmærksom på, at beløbet ikke inkluderer aconto betalinger for vand, varme, beboerkontingent, mv.
Ændres din leje, vil størrelsen af den forudbetalte leje ændre sig tilsvarende. Din forudbetalt leje reguleres i takt med prisudviklingen i skatter og afgifter.

Indflytningssyn
Du modtager en indkaldelse til indflytningssyn på mail. Synet vil være samme dag, som du overtager lejemålet. Hvis tidspunktet ikke passer dig, skal du kontakte os.
Hvis du bliver forhindret i at deltage, skal du kontakte os i god tid og senest to dage før. Hvis du udebliver fra synet, vil vi gennemføre indflytningssynet alene, da Lejeloven kræver det.
Vi laver en indflytningsrapport, som vil blive sendt til dig på mail.
Hvis du efterfølgende bliver i tvivl om noget i rapporten eller mener, at der skal ændres noget, skal du kontakte os hurtigst muligt og senest inden for 14 dage efter synet.
Vi vil i den forbindelse vurdere din henvendelse og eventuelt genbesigtige lejemålet. Hvis vi vurderer at der er fejl og mangler i dit lejemål, vil vi bestræbe os på at udbedre disse hurtigst muligt. Nogle fejl og mangler, vælger vi måske ikke at udbedre, og du vil således ikke skulle hæfte for disse ved fraflytning. Disse forhold vil inkluderes og medtages i dine kontraktlige forhold for lejemålet.

Tilmelding til el
Du er ansvarlig for at tilmelde dig elforsyningen til lejemålet.