was successfully added to your cart.

Kurv

Mere end 300 deltog i konkurrencen om at finde det rigtige navn til det nye attraktive byggeri i Sct. Jørgens Park. Vinderen er nu fundet og kan glæde sig til at modtage gavekortet på de 1.000 kr.

Den store interesse for at finde det helt rigtige navn til de 42 nye attraktive boliger i Sct. Jørgens Park, har været så stor, at det har taget lidt tid at gennemgå dem alle og finde det helt rigtige navn. Men pludselig var der i den store bunke med forslag et navn, der fangede ejerne på en ganske særlig måde. Navnet var Jakobs Have. Grunden til, at valget faldt på netop det navn, er den, at Jakob var fornavnet på den mand, der i 60´erne grundlagde Sct. Jørgens Park. Og Jakob Hartmann er desuden henholdsvis far og farfar til de nuværende ejere af Sct. Jørgens Park, som i dag består af 25 selvstændige blokke med 886 lejligheder.

Jakob Hartmann var i øvrigt en meget driftig herre. Ikke nok med, at det var ham, der var bygherre på Sct. Jørgens Park. Han var også manden bag en række andre meget store byggerier i København, ligesom han var involveret i hoteldrift. Desuden var det også ham selv, der i mange tilfælde leverede mursten, køkkener, døre, vinduer m.m. til sine byggerier, idet han var ejer af et teglværk og et snedkeri.

Navnet Jakobs Have blev af vinderen begrundet med, at det nye byggeri dermed kommer til at fremstå som et evigt minde om skaberen af Sct. Jørgens Park. Da vi i skrivende stund ikke har kunnet få kontakt med vinderen, vil vi ikke offentliggøre navnet her. Men det kan naturligvis findes på Facebook.  Informationer om det nye byggeri kan ses på https://jakobshave.dk/