was successfully added to your cart.

Kurv

10 forskellige boligtyper og et hele nyt boligprojekt med 27 boliger klar til fremvisning den 28. april i Sct. Jørgens Park kl. 11.00 – 13.00.

Alle lejlighedstyper klar til fremvisning den 28. april.
Ved sidste åbent-hus-arrangement var det stuelejligheden, der tiltrak sig den største opmærksomhed, idet den var klar til fremvisning med møbler og inventar. Lige nu arbejder entreprenørfirmaet Hoffmann A/S på at gøre prøvelejligheder klar til fremvisning den 28. april. Og denne gang bliver der mulighed for at kigge nærmere på en af hver af de 10 forskellige lejlighedstyper, man kan vælge imellem i Jakobs Have.

Endnu flere nye boliger og Næstveds største tagterrasse
Den 28. april bliver der også mulighed for at se plancher med et helt nyt boligprojekt i Sct. Jørgens Park. Det skal realiseres som overbygning på nr. 34, der er den bygning, der tidligere rummede biblioteket. Herudover inddrages og ombygges også den etage, hvor der i dag er læger. Sidstnævnte flytter ned i stueetagen. I alt bliver der 27 topmoderne lejligheder på 61 – 98 kvm., fordelt på 2, 3 og 4 værelser. Der bliver elevator og fælles tagterrasse til disse boliger. Nicolai Hartmann – en af ejerne af Sct. Jørgens Park – fremhæver tagterrassen som noget ganske specielt, idet han godt tør påstå, at det er den største tagterrasse i Næstved.

Endnu et ”barn” skal døbes
De nye boliger i nr. 34 adskiller sig – ligesom Jakobs Have – markant fra nuværende boliger i Sct. Jørgens Park. Derfor ønsker man også her at få forslag til et navn. Vindernavnets ejer bliver belønnet med gavekort på 1.000 kr.

Andre spændende tiltag
Lige nu er vinduerne ved den tidligere Meny-butik camoufleret med brunt papir. Men bankelydene trænger igennem og vidner om, at der arbejdes på fuld kraft bag ruderne. Og her er den helt store ombygning i gang for at skabe de perfekte rammer til Faktas nye butik i Sct. Jørgens Park. Hvornår Fakta kan flytte fra den ene ende af butikscenteret til den anden, kan man ikke oplyse lige nu og her. Men man forventer, at det bliver senest primo september.

Tomme lokaler skal indgå i en større sammenhæng
Allerede i januar blev butiksejerne i Sct. Jørgens Park orienteret om de mange planer for centeret, og at de medfører en del logistiske udfordringer. ”Det hele skal gå op i en højere enhed, hvilket betyder, at vi foreløbig har måttet sige nej til de, der har været interesseret i at leje sig ind i de tomme butikker i centeret”, siger Nicolai Hartmann medejer af Sct. Jørgens Park. Han glæder sig sammen med butiksindehaverne til, at arbejdet med de nye facader går i gang, hvilket sker allerede, når Fakta åbner der, hvor der tidligere lå en Meny.